Uforglemmelig tur til vulkanens top

En dag i marts 2005 var målet at bestige den 2840 meter høje vulkan ”Villarica” i Chiles sødistrikt. Vulkanen er den mest aktive i Sydamerika, og har været i udbrud en del gange i 1900 tallet, sidste gang var 1984.

Med minibussen blev vi i byen Pucon hvor vi boede, hentet af en lokal chilener og blev derfra kørt til bjergets fod.

 

Med det samme stod vi mellem valget at tage en lift op de første 100 meter, eller være hardcore og bestige det med rå mandkraft hele vejen.

Jeg selv og to engelske venner valgte at tage den seje vej, hvilket i sidste ende var heldigt, da liften var gået i stykker og resten også måtte gå hele vejen, bare langt efter os.

Allerede efter de første par hundrede meter mærkede jeg hvordan denne dag ville komme til at forløbe. Hård, lang men også helt unik smuk og vidunderlig.

 

Jeg har ved en tidligere lejlighed besteget vulkanen Ngaurohoe på New Zealand, så jeg vidste hvad en sådan vandretur stod for, men alligevel var jeg tæt på at stå af efter at have besteget de første 400 meter.

 

Ved første hvilested holdt vi en pause på knap 20 minutter, og vandrede derefter ufortrødent videre. Efterhånden havde vi fået gang i benene og det hele virkede efterhånden mere overkommeligt og realistisk.

 

Mest af alt lignede det - efterhånden som vi nærmede os toppen - et surrealistisk Ringenes Herre Landskab, og mest af alt følte jeg mig hengivet til gamle myter og sagn opspind. Hele dette Andes-landskab er så fantastisk og så barskt at du nærmest føler dig hensat til amerikanernes første billeder fra månen.

Timerne gik og med ét nåede vi frem til sneens fremtræden, hvor vi efter en lang pause havde iført os snesko og hakker, og kunne ufortrødent gå de lange skridt gennem den meterdybe sne.

 

Hele tiden havde jeg tankerne på at lade være med at falde. Vi var blevet instrueret i at hvis det skete, skulle vi hakke ned i isen med vores hakke og så hænge der, men skrækken lå hele tiden i mig. ”Hvad nu hvis jeg ikke får fat, hvis den knækker.. and so on”. Med en stigningskoefficient stejlere end det skæve tårn i Pisa, havde vi alle nerver på de første par hundrede meter.

 

Efter en halv times vandring fik vi dog mere fat i det, og frygten var efterhånden erstattet med en begejstring over det helt unikke landskab der lå foran os, bag i os, og alle vegne.

Efterhånden nærmede toppen og de nærværende svovl dampe sig endelig. Folks slidte ansigter lyste mere og mere op som toppen og bulderet nærmede sig.

 

Endelig efter cirka 6 timers kamp op ad bjergsiderne nåede vi det helt store klimaks, da vi kunne se ned i selve vulkanens indre. Lavaen stod med jævne mellemrum i kaskader MANGE meter op i luften, og et deja vu med billeder fra alverdens lava strømme og eksplosioner jeg kun i fjernsynet havde set, var nu definitivt meget nærværende.

 

Vi gik rundt om krateret og over til et lille udsigtspunkt hvor vi med alle de kvalmende svovl dampe lige i hovedet kunne kigge direkte ned i kraterets buldrende dyb.

 

Helt betaget af dette enestående syn, glemte jeg alt om tid og har ingen anelse om hvor lang tid vi var på toppen, men en times tid i kulden er nok mest realistisk.

 

Da tiden kom til nedturen ventede os en helt ny og anderledes oplevelse. Så længe der var sne på bjergsiden kunne vi sidde på vores ender og kører kontrolleret ned af bjergsiden, med vores
hakker som bremser.

 

Alle blev våde, kolde, klamme, og ridset, men alligevel havde alle et stort smil og grin på det meste af vejen ned igen.

Det pudsige med at bestige netop en vulkan er at selvom de måske i forhold til andre bjerge er lave, er de usandsynligt hårdt at bestige, grundet deres kegleformede figur. Det aftager aldrig, og det hele bliver bare stejlere og stejlere uden egentlige hvilepauser.

 

Bestigningen af Mount Villarica er umenneskelig hård, men de syn og oplevelser man får vil jeg aldrig glemme, og det vil for altid være en af de bedste bestigninger og vandreture jeg nogensinde har taget.