Meget tæt på himlen

På min backpacker tur til Tibet, kom jeg forbi Mt. Everest. Vi kørte så langt som det var fysisk muligt, og trekkede den to timer lange tur op til Everest Base Camp.

 

Forinden havde vi pakket chokolade ned, så vi kunne klare kulden. Deroppe på himlens tag, er himmelen ikke blå, men helt lys lilla.

 

Og pludselig var det dér, verdens højeste bjerg. Det første jeg tænkte: hvordan i alverden besteg man det? Det så godt nok svært ud. Og jeg opgav hurtigt min idé om det, men er utrolig imponeret over dem som gør det!

 

 

 

I base campen, sov vi hos en tibetansk familie, som udlejede deres telt. Så vi hyggede med varm mælke the, der smagte fortrinligt i 5 graders frost. Det helt store mekka ved dette bjerg, er så at få et billede af toppen, skyfrit! Der er nemlig altid en sky omkring toppen, og det er derfor, verdens højeste vejrfænomen.

 

Hver gang en af kineserne var ude, kom han løbende ind i teltet og råbte at det var nu, vi skulle tage billeder. (Han havde selvfølgelig pakket det store Nokia kamera, med stativ og hele moletjavsen.)

 

Når vi så endelig kom ud, var toppen dækket til med skyer igen. Så vi gik i seng.

 

Selvfølgelig skulle man også på toilet kl. 2 om natten, men det var godt det var mørkt. Så kunne man nemlig ikke se de lorte fra andre, som lå i lag helt op til toppen af hullet. Pyh! Sådan ca. en 1,5 m af brune lorte, der lå der til offentlig beskuning…

 

Men næste morgen fik vi et syn, som gjorde alt andet ligegyldigt: Intet kan slå udsigten til verdens højeste bjerg kl. 9 om morgenen, med en SKYFRI top! Det skal opleves, og man mærker man lever til max!