Hilsen fra et hav-blåt univers

Kære mor og far

Havet er det største jeg endnu har set. Hver dag skifter det farve og også bølgerne ændre sig konstant.

 

Dønningerne er flere hundrede meter lange og blå - alle nuancer af blå, fra turkis til helt mørk. Hver dag solop-og-nedgange.

 

Delfiner! Havets smukkeste skabninger! Fisk på krogen, indtil nu 2 barracudas og 9 guldmakreller.

 

Og nætterne når alle stjerner samt månen lyser op, eller når det er overskyet, og alt er sort som graven. I har selv set det, så i ved hvor fantastisk det er, og hvor stort det kan føles!

 

Vi har to gange haft kulsorte vindstille nætter, hvor havet lå stille som var det dødt. Når dette sker ligner det, for mig, slet ikke vand, men noget man kan træde ud på eller lægge sig til at sove i - som et gråsort silketæppe spundet af hemmeligheder og drømme.

 

Nætterne alene på vagt, er næsten altid vidunderlige. Jeg sidder og drømmer om alt muligt, tænker på mine kære og forundres over verdenen, måske især over oceanet.

 

Jeg føler mig som et meget lille menneske på en sælsom rejse over havet der virker så bekendt, men så alligevel så fremmet med dets brutalitet, skønhed, forskellighed, storhed og dets blide vuggen.

 

Vi sejler gennem natten, og jeg ved nu hvorfor folk ikke kan lade være med at sejle, og jeg ved med sikkerhed, at jeg aldrig kommer til at glemme eller fortryde denne sære rejse.

 

Ellers går dagene med kortspil, fiskeri, samtaler, skakspil, drømmerier, i-pod og læsning af bøger (tusinde tak mor for Herman Hesses sol og måne, en fantastisk bog der er gået på tur mellem os alle).

 

Jeg har det vidunderligt i mit blå og skønne univers.

 

Kærlig hilsen Frederik