’Real Austin’

I Austin, Texas, er der skyskrabere, formede som kæmpemæssige blomsterknopper. Gammeldags sporvogne triller rundt i gaderne og hygger sig. Mine rejsefæller og jeg havde tilbragt natten på en råkold busstation og skulle lige komme os, mens vi vadede rundt i gaderne. Man kunne gå på museum, fandt vi ud af. Så langt kom vi aldrig.

Ved sporvognens stoppested blev vi standset af en lille, brun mand, som kunne lide vort danske tungemål. Han bad os skrive haikudigte på dansk i hans sorte bog. ”I’m John Paul,” sagde han, smilende. ”You know, half the Beatles.” Han grinede af vores udmattede turistlook; rystede på hovedet af vores museumsplaner og erklærede: “I’m gonna show you real Austin.”

 

Det gjorde han. Han tog os dog først med på kaffebar og bestilte grøn te og stødte ind i den kvinde, han havde stået ved siden af til Woodstockfestivalen i 69. De omfavnede hinanden. Hun lånte os sin bil, ”so you can show these kids, what Austin really is.”

 

Vi kørte langt bort i en stønnende, hvinende lille tingest.

Austin er åbenbart langsom dans på forstædernes barer blandt kvinder med farverige tørklæder og mænd, som drikker magaritas. Og klare kilder, fyldt med sprøjtende, legende hippier. John Paul skældte en betjent ud, fordi vandet var mere plumret end sidst.

 

Han lærte os den rigtige måde at lave en maveplasker på. Så øjnede han en smuk japanerinde, som også skulle skrive i hans bog – men haiku er vist mere kompliceret på japansk. Vi så ham ikke mere.

Vi stod, nøgne, med kildevand i håret, og vidste ikke, hvor vi var. Midt i ingenting, på en bagende hed villavej, blev vi samlet op af en godmodigt grinende lastvognschauffør. ”Back to the city? How did you end up here?”

 

Han gav os et lift til gengæld for historien. Vi sad på hans vognlad med vinden i ryggen og så byen med dens overdimensionerede blomsterknop nærme sig. Og syntes, at vi ganske vel havde fundet ud af, hvad real Austin var.