De har ikke MSN i Nordkorea

Min telefon ringer, jeg løfter røret, og hører en stemme sige: ”Good morning, Sir”. Jeg slår mine øjne op, jeg er på mit lille hotelværelse i Pyongyang. Stedet, hvor jeg befinder mig er Nordkorea.

 

Jeg sætter mig op i sengen, klokken er 6. Jeg gaber og svinger mine ben ud af sengen. Imens jeg går og finder mit tøj frem, tænker jeg på, hvordan det må være at leve som ung i et totalt isoleret samfund. I et samfund, hvor der hverken findes  mobiltelefoner eller Internet. De unge nordkoreanere må være fuldstændigt isoleret fra omverdenen.

 

Under bruseren tænker jeg på, hvor afhængig jeg er af at kunne kommunikere med andre. Da vi ankommer til landet, tager de nordkoreanske myndigheder vores mobiltelefoner. Jeg føler mig bange, isoleret og magtesløs. Jeg tager mit tøj på, og forlader mit værelse for at spise noget morgenmad.

 

Nede i restauranten, står morgenmadsmenuen på agurkesalat, hvidt brød med smør og røræg. Jeg kigger over på det nordkoreanske tv, der står midt i restauranten. Inde i tv’et, ruller der en masseparade over skærmen, afbrudt med klip af ”den kære leder” Kim Jong Ill.

 

Han er landets præsident, han ligner allermest en stor ond klovn. Han har sendt mange tusinder af nordkoreanere i fangelejre, hvor døden ofte er den eneste udvej. Jeg rækker ud efter saltet, dysser lidt salt på rørægget.

 

Alle nordkoreanske fjernsyn er udstyret med en chip, som forhindrer dig, i at se andet end nordkoreansk tv. Intet MTV, ingen nyheder, intet andet tv end masseparader og Kim Jong Ill. Ingen anden form kommunikation med omverdenen.

 

Midt i morgenmaden, får jeg en stor trang til at finde på en måde, så den almindelig koreaner får en mulighed for at snakke frit med verden og hinanden. Men så igen, tænker jeg, de har ikke MSN i Nordkorea.