To ugers kys med Afrika

“Up in the nose, up in the nose!”, tordnede han entusiastisk, mens han klemte de sidste fordærvede safter ud af en mugplettet limefrugt. Frugten havde han valgt at placere i min næse, mens han argumenterede for, at vejrtrækning ikke var et must under denne øvelse - tværtimod ville forkølelsen bare forsvinde med et “svusj“.

 

Godt så. Jeg havde mødt en medicinmand, der bijobbede som udflugtssælger. Det måtte jeg sande, da jeg snøftede tilbage til hotellet med en halv limefrugt i næsen og udsigten til en udflugtsuge, der kunne tage pusten fra enhver bustursglad efterlønner.

 

Ind i bussen kom jeg, og alene var jeg - i ørkenen med beduinerne. Det var et valg, jeg tog hjemmefra - eneværelse uden breakfast. Jeg skulle opleve, uforstyrret.

Og jeg oplevede dem uforstyrret - granatæblerne der lå i en rendesten - blodrøde og med sprængt skind - som små jordskælv; den ensomme unge fyr der skulle have været advokat, men endte som taskesælger, fordi hans søster havde leukæmi og han måtte forsørge familien; de gule fisk ved koralrevet; familien der inviterede mig på kaffe (jeg kvitterede med min Burberry-deodorant) samt pigen med det krøllede hår, der fik mit fladjern til at brænde sammen og græd indtil alle blev enige om, at hun nu var Egyptens eksotiske pendant til Toni Braxton.

Jeg husker også shawarmamanden fra Libanon, der nægtede at tage imod penge for sine shawarmaer. Jeg husker rotterne på hans terrasse, og at han bare trak på skuldrene. Jeg husker hans lille søn, Amir, der hver dag løb ned på gaden, når han så mig fra vinduet, og viste mig rundt i landsbyen. Jeg husker Egypten.

 

At beskrive en rejse er som at beskrive et kys med ord. En rejse er personlig - den er ørkensand i skoene og solnedgange i hjertet. Den er farvefotos og røverhistorier, der blegner ved siden af smalfilmen, der i årevis bliver ved med at køre inde i hovedet. Mit kys med Afrika varede 14 dage.