Vådt møde med myresluger

Mit bedste rejseminde er fra da min kæreste og jeg for 4 år siden cyklede gennem The Pantenal, et stort fladt område i det vestlige Brasilien. Området oversvømmes hvert år i løbet af regntiden, hvor kun enkelte bakker stikker op over vandet, og her samles en stor del af dyrelivet.

 

Vi startede dagen fint på asfalteret vej, men snart gik grusvejen fra, nedad og ud gennem det enorme oversvømmede område. Trods det at vi startede tidligt begyndte solen hurtigt at bage, og hvor vandet havde trukket sig tilbage var grusvejen knastør og støvet at køre på.

 

Til gengæld havde vandet udlignet alle huller, så vi kunne holde øje med omgivelserne, mens vi cyklede. En familie af kæmpe-oddere stak hovedet op for at se os an, ind imellem deres ivrige dykken efter fisk. Men ikke alle steder var vejen tør, nogle steder stod vandet højt, og vi måtte trække cyklerne igennem.

Og pludselig så kom den der, vadende langs vejen – en kæmpemyresluger, nok det særeste dyr man kan forestille sig. Den brød sig ikke om vandet, så den fulgte i sin jagt på nye termitboer den lidt højere liggende vej. Den tog sig ikke rigtig af os, så vi gik forsigtigt forbi.

 

Det blev en oplevelsesrig, men også varm og hård dag, så stor var begejstringen da vi nåede frem til en lille bygning, der fungerer som købmand og bar, sådan en dag måtte skylles ned med en kold øl.

 

Til sidst måtte vi i største hast cykle de sidste 10km til en lodge, som havde givet os lov til at hænge vores hængekøje op. Det lykkedes i sidste øjeblik at finde stedet, som havde sat fakler ud – tanken om at skulle slå vores lille telt op på en lille bakke og sove omgivet af krokodiller, tiltrak mig underligt nok ikke!