Genfandt kærligheden til havet

Der var engang en kvinde, som elskede havet med dets salte sjæl, omfavnende bølger og sælsomt brusende, men dog blide, temperament, noget så højt. Da hun var barn, plejede hun at svømme i det så ofte, det lod sig gøre og sad mangen en sommeraften og nød den eftertænksomhed, havets stille bølgeslag mod stranden, kaldte på indeni hende.

 

Men så blev hun ramt af det, som desværre rammer mangen en teenagepige lige i ansigtet, som et krydsermisil på afveje: forfængelighed!

 

Nu skulle det gå sådan, at hun i mange år ikke mærkede de salte bølger omfavne sin krop. Hun tænkte ofte på det, men tanken om at stå dér, til offentligt skue i en minimal bikini, var hende for meget og ingenting blev det til.. 

 

Før end hun tog på ferie i Grækenland sidste sommer og besluttede sig for at nu kunne det være nok!

 

"Nu er jeg blevet 31 år og har ikke mærket havet i over mit halve liv", tænkte hun. -Og så skete det. Resolut smed hun tøjet og stod der på stranden, som gud havde skabt hende (nå ja, måske havde hun selv hjulpet en anelse til med lidt pizza og Ritter Sport) og gik med faste skridt og et frydefuldt smil på læben, direkte ud i bølgen blå!

 

Og det gjorde hun hver dag og hver aften i samfulde 14 dage, som ferien varede. Og hver dag priste hun sig lykkelig for at have genfundet sin barndoms skat.

 

Nu idag sidder hun hjemme i iskolde København på en januardag og ved stadig lige præcis hvordan det føles at blive omfavnet af havets bølger med deres salte sjæl og sælsomt brusende, men dog blide, temperament..

 

Sådan et varmt rejseminde rækker langt ind i fremtiden og får øjnene til at stråle, læberne til at smile og sjælen til at fryde sig fordi, den ved, at det bliver sommer igen og at havet er derude og indeni et sted..