En himmelsk himmelfærd

Min mest sælsomme rejseoplevelse hidtil havde jeg for et par år siden. Jeg befandt mig på den lille irske klippeø Inishmore, hvor jeg have fundet logi hos den lokale præst. Selskab fandt jeg hos et par fiskere, der som de eneste befolkede den lokale pub.

 

Fiskerne fortalte, at turister normalt holdt sig langt fra klippeøen og det vintersorte Atlanterhav på denne årstid. De var gamle og vindblæste som øen selv. Og en tidlig onsdag aften bukkede én af dem under for alder, vejr og et hårdt liv på bølgerne og siden på pubben.

 

Jeg fulgte med præsten til begravelsen allerede dagen efter og indfandt mig blandt hvad der formentlig var øens samlede befolkning. Dér sad vi bænkede i vores fugtige tøj og lyttede til præstens tynde stemme. Det var blæst og regn, jeg så i deres øjne, ikke sorg. Her var ingen overflødige følelser.

 

Præsten bad en sidste bøn. Øboerne sad i den efterfølgende stilhed og skuttede sig. Og så - fra den hvidhårede forsamling - rejste sig pludselig en kulsort mand. Hundrede stive nakker drejede sig imod ham. Jeg havde hørt om ham: Joël. Sort. Homoseksuel. Fra Madagaskar eller et andet eksotisk land, ingen øboere kunne udpege. Ejer af øens vandrehjem, hvor han – sagde rygterne - talte samtlige gæsters modersmål.

 

Alle ventede tavst på Joëls næste træk. Og så skete det. Stilheden blev splintret af Joëls høje, klare stemme:

 

Swing low oh Chariot

 

Nogle rejste sig.

 

- coming for to carry me home

 

Alle stod op og sang for fiskeren. Tårer trillede ned af vejrbidte kinder.

 

Swing low…

 

Dette var intet gammelmandskor, men et rungende, gåsehudsfremkaldende et. Sangen fortsatte. Og fiskeren fik den smukkeste og mest funky afsked, man kan drømme om.

 

Omsider forsvandt sidste strofe et sted under loftshvælvingen. Kirkegængerne greb hatte og stokke og tøffede ud i regnen, som var det naturligt med løssluppen gospelsang fra en homoseksuel blandt strenge katolikker. Det var svært ikke at føle taknemmelighed for denne himmelske himmelfærd. Og det gjorde den krumbøjede forsamling vist også, da den gik gennem regnen fra kirken til pubbens gravøl.