Min mest sælsomme rejseoplevelse hidtil havde jeg for et par år siden. Jeg befandt mig på den lille irske klippeø Inishmore, hvor jeg have fundet logi hos den lokale præst. Selskab fandt jeg hos et par fiskere, der som de eneste befolkede den lokale pub.Fiskerne fortalte, at turister normalt holdt sig langt fra klippeøen og det vintersorte Atlanterhav på denne årstid. De var gamle og vindblæste som øen selv. Og en tidlig onsdag aften bukkede én af dem under for alder, vejr og et hårdt liv på bølgerne og siden på pubben.Jeg fulgte med præsten til begravelsen allerede dagen efter og indfandt mig blandt hvad der formentlig var øens samlede befolkning. Dér sad vi bænkede i vores fugtige tøj og lyttede til præstens tynde stemme. Det var blæst og regn, jeg så i deres øjne, ikke sorg. Her var ingen overflødige følelser. Præsten bad en sidste bøn. Øboerne sad i den efterfølgende stilhed og skuttede sig. Og så - fra den hvidhårede forsamling - rejste sig pludselig en kulsort mand. Hundrede stive nakker drejede sig imod ham. Jeg havde hørt om ham: Joël. Sort. Homoseksuel. Fra Madagaskar eller et andet eksotisk land, ingen øboere kunne udpege. Ejer af øens vandrehjem, hvor han – sagde rygterne - talte samtlige gæsters modersmål. Alle ventede tavst på Joëls næste træk. Og så skete det. Stilheden blev splintret af Joëls høje, klare stemme: Swing low oh Chariot Nogle rejste sig. - coming for to carry me homeAlle stod op og sang for fiskeren. Tårer trillede ned af vejrbidte kinder. Swing low…Dette var intet gammelmandskor, men et rungende, gåsehudsfremkaldende et. Sangen fortsatte. Og fiskeren fik den smukkeste og mest funky afsked, man kan drømme om. Omsider forsvandt sidste strofe et sted under loftshvælvingen. Kirkegængerne greb hatte og stokke og tøffede ud i regnen, som var det naturligt med løssluppen gospelsang fra en homoseksuel blandt strenge katolikker. Det var svært ikke at føle taknemmelighed for denne himmelske himmelfærd. Og det gjorde den krumbøjede forsamling vist også, da den gik gennem regnen fra kirken til pubbens gravøl.

Der var engang en kvinde, som elskede havet med dets salte sjæl, omfavnende bølger og sælsomt brusende, men dog blide, temperament, noget så højt. Da hun var barn, plejede hun at svømme i det så ofte, det lod sig gøre og sad mangen en sommeraften og nød den eftertænksomhed, havets stille bølgeslag mod stranden, kaldte på indeni hende. Men så blev hun ramt af det, som desværre rammer mangen en teenagepige lige i ansigtet, som et krydsermisil på afveje: forfængelighed! Nu skulle det gå sådan, at hun i mange år ikke mærkede de salte bølger omfavne sin krop. Hun tænkte ofte på det, men tanken om at stå dér, til offentligt skue i en minimal bikini, var hende for meget og ingenting blev det til..  Før end hun tog på ferie i Grækenland sidste sommer og besluttede sig for at nu kunne det være nok!"Nu er jeg blevet 31 år og har ikke mærket havet i over mit halve liv", tænkte hun. -Og så skete det. Resolut smed hun tøjet og stod der på stranden, som gud havde skabt hende (nå ja, måske havde hun selv hjulpet en anelse til med lidt pizza og Ritter Sport) og gik med faste skridt og et frydefuldt smil på læben, direkte ud i bølgen blå! Og det gjorde hun hver dag og hver aften i samfulde 14 dage, som ferien varede. Og hver dag priste hun sig lykkelig for at have genfundet sin barndoms skat. Nu idag sidder hun hjemme i iskolde København på en januardag og ved stadig lige præcis hvordan det føles at blive omfavnet af havets bølger med deres salte sjæl og sælsomt brusende, men dog blide, temperament.. Sådan et varmt rejseminde rækker langt ind i fremtiden og får øjnene til at stråle, læberne til at smile og sjælen til at fryde sig fordi, den ved, at det bliver sommer igen og at havet er derude og indeni et sted..

Dagen før dagen kom, men ’Bønnen’ var syg. Den havde fået tændrøret skruet forkert på, og havde slugt noget af gevindet. Vi stod på rad og række og så til, da den kedeldragtklædte doktormand gav vores grønne guld hjertemassage. Stilhed. Et lille host. Mere hosten, og glæden var da overordentlig stor, da Bønnen endelig kom til live, og vi omfavnede den alle 4. Nu kunne intet gå galt, og vi var parate til at indtage Europa i måske Danmarks grimmeste veteranbil. Slam! Døren var smækket, og blev ikke åbnet før grænsen, hvor der selvfølgelig blev tanket både Daim og dåser. Vores første overnatning blev på en rasteplads noget syd for Hamburg. Stemningen var god, og vi skulle nu for første gang, af nødvendighed, omdanne Bønnens køkken, spisestue og dagligstue til sovesal og badeværelse. Det gik som smurt, og Kristian og jeg kravlede ovenpå. Vi grinte og fortalte hinanden de dårligste jokes vi kunne komme i tanke om. Den aften på en ussel rasteplads i Tyskland, ville drengehørmen ingen ende tage.Næste stop blev Omaha Beach. Vi kendte den vel næppe, hvis ikke det var for amerikanske skildringer, om en krig der engang var mellem mennesker. Pligtopfyldende som vi var, gik vi ud på stranden, og iagttog de hæslige monumenter der var stillet op. Ellers var det bare en trist strand i nordfrankring. Ja, og så os selvfølgelig. Vi hoppede rundt på de små tidevandskabte dønninger, og tænkte på hvordan mennesker engang kunne være så uvenner. Vores blotte tilstedeværelse gjorde modsætningen total, så vi forlod stranden uden at se os tilbage. Jeg kunne mærke den skulede efter os. Døren blev smækket på ny, og denne gang tog vores alle fires helt på hjul os til endnu en prik på kortet, hvor vi igen ville vise verden, hvordan venskab defineres.

Min historie tager udgangspunkt i en noget uheldig start på en ellers fantastisk rejse i Australien med min kammerat, Christian. Efter få dage i Sydney meldte vi os til en surf camp lidt udenfor Sydney. Vi modtog undervisning i basale teknikker, mens vi nød den gennemtrængende varme og de lokale pigers årlige beach volleyball turnering. Efter fire dage blev det hele afsluttet med en kæmpe pub-crawl i Sydney.Christian og jeg toppede forholdsvis tidligt på aftenen, men det var først da vi skulle hjem problemerne virkelig begyndte. Vi hverken anede hvor vi var eller hvor vi skulle hen, da vi tidligere på aftenen havde indlogeret os på et nyt hostel. På mærkeligste vis kom vi alligevel hjem til vores hostel efter 1.5 timers vandren og en forstuvet fod. Da vi kom ind på vores værelse, opdagede jeg, at der lå nogen i min seng. Ikke bare NOGEN men et nøgent kærestepar, som formentlig havde troet, at sengen var ledig, da jeg heldigvis ikke havde nået at pakke mine ting ud endnu. Hverken Christian eller jeg orkede at smide dem ud, så jeg besluttede mig for at sove i underkøjen i stedet for. Om morgenen vågnede jeg med en mærkelig smag i munden og opdagede til mig rædsel, at alt min bagage var forsvundet. Jeg vækkede Christian med det samme, og også hans rygsæk var væk. Nu var det vist blevet tid til at vække det sovende kærestepar og få en forklaring. Det viste sig, at de havde overnattet på værelset de sidste 4 dage og, at det var Christian og jeg der befandt os i de forkerte senge.I mangel på kløgtighed havde Christian og jeg få timer forinden gået ind på det første værelse, der ikke havde låst dør. Vi fandt tilbage til vores rigtige værelse, hvor vores bagage stod i god behold. På trods af denne oplevelse, formåede Christian og jeg gang på gang at bliver overvældet, fascineret og nærmest sygeligt betaget af Australien på blot 4 måneder.

Min telefon ringer, jeg løfter røret, og hører en stemme sige: ”Good morning, Sir”. Jeg slår mine øjne op, jeg er på mit lille hotelværelse i Pyongyang. Stedet, hvor jeg befinder mig er Nordkorea. Jeg sætter mig op i sengen, klokken er 6. Jeg gaber og svinger mine ben ud af sengen. Imens jeg går og finder mit tøj frem, tænker jeg på, hvordan det må være at leve som ung i et totalt isoleret samfund. I et samfund, hvor der hverken findes  mobiltelefoner eller Internet. De unge nordkoreanere må være fuldstændigt isoleret fra omverdenen. Under bruseren tænker jeg på, hvor afhængig jeg er af at kunne kommunikere med andre. Da vi ankommer til landet, tager de nordkoreanske myndigheder vores mobiltelefoner. Jeg føler mig bange, isoleret og magtesløs. Jeg tager mit tøj på, og forlader mit værelse for at spise noget morgenmad. Nede i restauranten, står morgenmadsmenuen på agurkesalat, hvidt brød med smør og røræg. Jeg kigger over på det nordkoreanske tv, der står midt i restauranten. Inde i tv’et, ruller der en masseparade over skærmen, afbrudt med klip af ”den kære leder” Kim Jong Ill. Han er landets præsident, han ligner allermest en stor ond klovn. Han har sendt mange tusinder af nordkoreanere i fangelejre, hvor døden ofte er den eneste udvej. Jeg rækker ud efter saltet, dysser lidt salt på rørægget. Alle nordkoreanske fjernsyn er udstyret med en chip, som forhindrer dig, i at se andet end nordkoreansk tv. Intet MTV, ingen nyheder, intet andet tv end masseparader og Kim Jong Ill. Ingen anden form kommunikation med omverdenen. Midt i morgenmaden, får jeg en stor trang til at finde på en måde, så den almindelig koreaner får en mulighed for at snakke frit med verden og hinanden. Men så igen, tænker jeg, de har ikke MSN i Nordkorea.

Busturen var sej, 17 timer og ikke noget sne og se, først den sidste time inden ankomst til byen. Spindlerev mlynVi kigger alle ud af de duggede vinduer i den kølige bus, med et bliver landet forandret.Store tunge dyner af sne breder sig så langt øjet rækker, istapper fra de tynde bliktage hænger og glinser, nogle af fortorvene er spærret, og man kan ikke se butiksvinduerne, for de store snedriver.Jeg har aldrige set så meget sne og så rent i hele mit liv, istapper det er 1 meter lange, huse der næsten er begravet.Det var min første tur på ski, og jeg havde aldrig prøvet det før, hele familien var med, og vi havde aldrig set noget ligende i Danmark.Den første dag gik vi en tur i byen, og de tynde grå og kedelige huse blev så smukke af al den sne, kontrasterne mellem himmel sne og de tynde huse, blev som om man var 40 år tilbage i tiden, stilheden var overvældende og afstressende, det eneste man kunne hører var hovene fra hestene der trak kanerne i byen, og deres svage bjælder.Vi havde nogle rigtige skønne dage på ski, og vi fik en på opleveren med hensyn til den rå natur, vi blev børn igen i en uge, gravede os ind i sne dynger, byggede snehuler. Vi havde det så skægt med vores tre børn, at skulle de vælge fremover, så vil de helst på skiferie frem på sommerferie selvom det er i tjekkiet, ingen af os havde nogen sinde troet at der var så dejligt. Maden var så god, og kostede igen penge, så vi gik på resturant hver dag. Vi var snedronninger og snekonger i den uge, og vi savner Elbens brusen under sneen.

”Når jeg bliver pensionist, vil jeg sejle med HURTIGRUTEN op og se midnatssolen”Det var snakken hjemme hos rengøringsassistenten og graveren, pludselig var børnene fløjet fra reden – og på kirkegården var nogle af de som skulle begraves yngre end os. Vi så på hinanden – så er det nu, vi ringede til DSB`s  Rejsebureau, fik brochurer om HURTIGRUTEN, valgte mellem de spændende udflugter, fik bestilt billetter og glædede os – næsten et halvt år.Endelig kom dagen – 11 dages eventyr var i gang. Først togturen fra Nyborg til Bergen, hvor vi gik ombord i vort flydende hotel – ”Harald Jarl” et gammelt skib med er pragtfuldt personale – og hvor bilerne fik en sele om karosseriet og blev hejst ombord.   Det blev et natursceneri, vi end ikke havde drømt om, glitrende fjorde – knejsende fjelde – nogle med sne på toppen – farvestrålende træhuse på klipperne – solnedgange . mens solen endnu gik ned.Turen ind i Troldfjorden ved midnatstide, hvor solen farvede skyerne rosa og lilla med et strejf af guld – troldesuppe på dækket – dyb dyb tavshed, der høres kun skibsmotorens dunken – 1000 m. høje fjelde på begge sider – så tæt, at vi næsten kunne røre dem, vandfald – smukke blomster i klippesprækkerne – Det var som et eventyr, og vi var med i det.Der var turen ud på Nordkap, mødet med samerne og deres rener, ishavskatedralen, busturen over den fantastiske Atlanterhavsvej – bygget fra klippe til klippe. Nidarosdromen – Musikmuseet som er Tordenskjolds fødehjem. Regattaen på hjemturen, hvor vi blev modtaget af et utal af småskibe og fyrværkeri, vandretur op i byen for fuld musik, tovtrækning mellem to af HURTIGRUTENS skibe, dernæst mellem vinderen og byens stærke mænd. Turen ind i Troldfjorden igen i strålende solskin med Irsk folkemusik på dækket – sikke en stemning. Der var ikke den store luksus om bord, vi sov under dæk, når vi altså sov – der var jo aldrig mørkt – og så var der jo MIDNATSSOLEN, den ser man jo flere gange når man sejler om sommeren, så man er ikke så afhængig af vejret på andre årstider kan man så opleve Nordlyset – det drømmer vi så om at opleve en anden gang – for nu er vi næsten pensionister.

“Up in the nose, up in the nose!”, tordnede han entusiastisk, mens han klemte de sidste fordærvede safter ud af en mugplettet limefrugt. Frugten havde han valgt at placere i min næse, mens han argumenterede for, at vejrtrækning ikke var et must under denne øvelse - tværtimod ville forkølelsen bare forsvinde med et “svusj“.Godt så. Jeg havde mødt en medicinmand, der bijobbede som udflugtssælger. Det måtte jeg sande, da jeg snøftede tilbage til hotellet med en halv limefrugt i næsen og udsigten til en udflugtsuge, der kunne tage pusten fra enhver bustursglad efterlønner.Ind i bussen kom jeg, og alene var jeg - i ørkenen med beduinerne. Det var et valg, jeg tog hjemmefra - eneværelse uden breakfast. Jeg skulle opleve, uforstyrret.Og jeg oplevede dem uforstyrret - granatæblerne der lå i en rendesten - blodrøde og med sprængt skind - som små jordskælv; den ensomme unge fyr der skulle have været advokat, men endte som taskesælger, fordi hans søster havde leukæmi og han måtte forsørge familien; de gule fisk ved koralrevet; familien der inviterede mig på kaffe (jeg kvitterede med min Burberry-deodorant) samt pigen med det krøllede hår, der fik mit fladjern til at brænde sammen og græd indtil alle blev enige om, at hun nu var Egyptens eksotiske pendant til Toni Braxton.Jeg husker også shawarmamanden fra Libanon, der nægtede at tage imod penge for sine shawarmaer. Jeg husker rotterne på hans terrasse, og at han bare trak på skuldrene. Jeg husker hans lille søn, Amir, der hver dag løb ned på gaden, når han så mig fra vinduet, og viste mig rundt i landsbyen. Jeg husker Egypten.At beskrive en rejse er som at beskrive et kys med ord. En rejse er personlig - den er ørkensand i skoene og solnedgange i hjertet. Den er farvefotos og røverhistorier, der blegner ved siden af smalfilmen, der i årevis bliver ved med at køre inde i hovedet. Mit kys med Afrika varede 14 dage.

Mit bedste rejseminde er fra da min kæreste og jeg for 4 år siden cyklede gennem The Pantenal, et stort fladt område i det vestlige Brasilien. Området oversvømmes hvert år i løbet af regntiden, hvor kun enkelte bakker stikker op over vandet, og her samles en stor del af dyrelivet. Vi startede dagen fint på asfalteret vej, men snart gik grusvejen fra, nedad og ud gennem det enorme oversvømmede område. Trods det at vi startede tidligt begyndte solen hurtigt at bage, og hvor vandet havde trukket sig tilbage var grusvejen knastør og støvet at køre på. Til gengæld havde vandet udlignet alle huller, så vi kunne holde øje med omgivelserne, mens vi cyklede. En familie af kæmpe-oddere stak hovedet op for at se os an, ind imellem deres ivrige dykken efter fisk. Men ikke alle steder var vejen tør, nogle steder stod vandet højt, og vi måtte trække cyklerne igennem.Og pludselig så kom den der, vadende langs vejen – en kæmpemyresluger, nok det særeste dyr man kan forestille sig. Den brød sig ikke om vandet, så den fulgte i sin jagt på nye termitboer den lidt højere liggende vej. Den tog sig ikke rigtig af os, så vi gik forsigtigt forbi. Det blev en oplevelsesrig, men også varm og hård dag, så stor var begejstringen da vi nåede frem til en lille bygning, der fungerer som købmand og bar, sådan en dag måtte skylles ned med en kold øl. Til sidst måtte vi i største hast cykle de sidste 10km til en lodge, som havde givet os lov til at hænge vores hængekøje op. Det lykkedes i sidste øjeblik at finde stedet, som havde sat fakler ud – tanken om at skulle slå vores lille telt op på en lille bakke og sove omgivet af krokodiller, tiltrak mig underligt nok ikke!

Tankerne fløj igennem mit hoved, hvad skulle der ske i min sommerferie, der skulle altså ske noget spændende, noget anderledes. Hvad med at tage til Australien og cykle fra det Indiske ocean til Stillehavet, over et helt kontinent... Jeg skrev straks til min kammerat Daren fra England om han var klar på en udfordring. Han skrev;" Du er godt klar over at vi skal cykle 150km i snit, 30dage i træk, men jeg er klar!! Da vi var på vej derned i flyveren og snakkede om vores træning, gik det pludselig op for mig at jeg aldrig, og ikke engang i min træning havde cyklet 150km to dage i træk.. Gys det var jo lige nøjagtig det vi skulle ned at gøre, bare x30.. Fuck.. Turen var nøjagtig planlagt hjemmefra til at tage 29 dage, fra Perth til Sydney med en fridag i Adelaide efter 2800km.. Desværre tabte vi en dag til en strid modvind, som blæste viljen (og lysten) ud af os.. Den dag stoppede vi efter 120km, 60km inden den planlagte dagsmål...:-( På den anden side af Adelaide besluttede vi at tage den dag tilbage, vi tabte til modvinden.. To dags etaper blev lagt sammen til en.. For at lave lidt afveksling ville vi cykle om kap den dag, hele dagen. Jeg startede kl. seks og min makker en time senere... Fed dag, allerede kl.13.45 var jeg fremme ved vores mål. 245km tilbagelagt siden kl. seks.. Jeg var helt høj over at have kørt så stærk, men vi havde også haft optimale vejrforhold den dag.. Makkeren Daren kom 5 kvarter senere... Vi var tilbage på den oprindelige plan med de 29 dage, skønt...:-) Det blev fejret på behørig vis da vi, som planlagt rullede ind på strandpromenaden ved Bundi beach i Sydney, et eventyr, 29dage og 4280km senere...

I Austin, Texas, er der skyskrabere, formede som kæmpemæssige blomsterknopper. Gammeldags sporvogne triller rundt i gaderne og hygger sig. Mine rejsefæller og jeg havde tilbragt natten på en råkold busstation og skulle lige komme os, mens vi vadede rundt i gaderne. Man kunne gå på museum, fandt vi ud af. Så langt kom vi aldrig.Ved sporvognens stoppested blev vi standset af en lille, brun mand, som kunne lide vort danske tungemål. Han bad os skrive haikudigte på dansk i hans sorte bog. ”I’m John Paul,” sagde han, smilende. ”You know, half the Beatles.” Han grinede af vores udmattede turistlook; rystede på hovedet af vores museumsplaner og erklærede: “I’m gonna show you real Austin.”Det gjorde han. Han tog os dog først med på kaffebar og bestilte grøn te og stødte ind i den kvinde, han havde stået ved siden af til Woodstockfestivalen i 69. De omfavnede hinanden. Hun lånte os sin bil, ”so you can show these kids, what Austin really is.” Vi kørte langt bort i en stønnende, hvinende lille tingest.Austin er åbenbart langsom dans på forstædernes barer blandt kvinder med farverige tørklæder og mænd, som drikker magaritas. Og klare kilder, fyldt med sprøjtende, legende hippier. John Paul skældte en betjent ud, fordi vandet var mere plumret end sidst. Han lærte os den rigtige måde at lave en maveplasker på. Så øjnede han en smuk japanerinde, som også skulle skrive i hans bog – men haiku er vist mere kompliceret på japansk. Vi så ham ikke mere.Vi stod, nøgne, med kildevand i håret, og vidste ikke, hvor vi var. Midt i ingenting, på en bagende hed villavej, blev vi samlet op af en godmodigt grinende lastvognschauffør. ”Back to the city? How did you end up here?” Han gav os et lift til gengæld for historien. Vi sad på hans vognlad med vinden i ryggen og så byen med dens overdimensionerede blomsterknop nærme sig. Og syntes, at vi ganske vel havde fundet ud af, hvad real Austin var.

Min bedste rejse oplevelse starter i sommeren 2006 hvor mig og 4 af mine klasse kammerater beslutter os for at tage en tur til Norge for at gå lidt. Det var for os alle sammen en stor udfordring da ingen af os havde prøvet det før og hvor meget og hvad skulle man nu have med? Efter en del planlægning gik turen så til Norge, Oslo og videre med tog til Finse.Hele turen var præget af utrolig flot natur hvilket jeg aldrig vil glemme men turen gav os også følelsen af at være på egen hånd og selv skulle klare os, det var noget vi 5, 18 årlige drenge aldrig havde prøvet før i den grad. Vi var på turen afhængig af sprit og midt i det hele løb vi tør. Derfor var vi nødt til at lægge ruten om og få købt det. Dette var også noget af en udfordring men den største udfordring var samarbejdet, vi mente hjemme fra at vi alle sammen var rigtigt gode venner, men på sådan en tur med vabler, tunge tasker og trætte mennesker finder man lige så stille ud af hvordan vi hver især egentligt er! Turen endte igen i Finse efter en hård uge med "farlige" broer, forbrændte næser, frysetørret mad, ømme ben, vabler, og testede venskaber!Alt i alt den bedste tur i mit liv!

Min veninde Steph og jeg havde været i Cairns i Australien i et par dage, da vi besluttede os for at dykke på fantastiske Great Barrier Reef. Vi var godt spændte, da vi kom ombord på båden Down Under Dive, da vi aldrig havde prøvet at dykke før!Da vi kommer et par timer ud på det åbne hav er det tid til at få instruktioner til dykning. Alt dette forløber fint, og vi skal endelig ud og dykke! Vi svømmer ud i det lækre 30grader varme vand og dykker ned med vores dykkerinstruktør. Koralrevet var ubeskrivelig smukt, men jeg kunne ikke nyde det fuldt ud da jeg havde et stort tryk på mine ører. Jeg gav tegn til instruktøren om at jeg ville op, da mine ører gjorde meget ondt. Først prøvede han at hjælpe mig med at lette trykket på mine ører under vandet, men forgæves. Til sidst svømmede instruktøren og jeg op til overfladen. På vildeste Baywatch manér med SOS-hænder og fløjten gjorde han tegn til båden, som nu var et godt stykke væk, om at de skulle sejle ud og hente mig! Imens jeg lå der i vandet og ærgrede mig over, at jeg ikke fik set revet og fiskene to the fullest sejler der en speedbåd mod mig med god fart og fyren i den synger "some people stand in the darkness…" (temamelodien fra Baywatch!). Jeg kan ikke lade være med at grine, da han baywatch-syngende hiver mig op i båden med min akavede tunge dykkerdragt på. Alle inde på båden stirrer på mig, og endnu mere da jeg kommer om bord. Fra nu af holder jeg mig bare til snorkling!

For kort tid siden kom jeg hjem fra en to måneder lang rejse i Mellemamerika. Jeg boede først i Guatemala hos en lokal familie og gik i spanskskole i fem uger. Derefter rejste jeg rundt sammen med min søster. Her er nogle uddrag fra min rejsedagbog.

Kære mor og farHavet er det største jeg endnu har set. Hver dag skifter det farve og også bølgerne ændre sig konstant. Dønningerne er flere hundrede meter lange og blå - alle nuancer af blå, fra turkis til helt mørk. Hver dag solop-og-nedgange. Delfiner! Havets smukkeste skabninger! Fisk på krogen, indtil nu 2 barracudas og 9 guldmakreller.Og nætterne når alle stjerner samt månen lyser op, eller når det er overskyet, og alt er sort som graven. I har selv set det, så i ved hvor fantastisk det er, og hvor stort det kan føles! Vi har to gange haft kulsorte vindstille nætter, hvor havet lå stille som var det dødt. Når dette sker ligner det, for mig, slet ikke vand, men noget man kan træde ud på eller lægge sig til at sove i - som et gråsort silketæppe spundet af hemmeligheder og drømme.Nætterne alene på vagt, er næsten altid vidunderlige. Jeg sidder og drømmer om alt muligt, tænker på mine kære og forundres over verdenen, måske især over oceanet. Jeg føler mig som et meget lille menneske på en sælsom rejse over havet der virker så bekendt, men så alligevel så fremmet med dets brutalitet, skønhed, forskellighed, storhed og dets blide vuggen. Vi sejler gennem natten, og jeg ved nu hvorfor folk ikke kan lade være med at sejle, og jeg ved med sikkerhed, at jeg aldrig kommer til at glemme eller fortryde denne sære rejse. Ellers går dagene med kortspil, fiskeri, samtaler, skakspil, drømmerier, i-pod og læsning af bøger (tusinde tak mor for Herman Hesses sol og måne, en fantastisk bog der er gået på tur mellem os alle).Jeg har det vidunderligt i mit blå og skønne univers.Kærlig hilsen Frederik

Ko Tao - Thailand. Ligger i min hængekøje på bungalowens terrasse, laver kryds og tværs, mens jeg kigger ud over havet. Sådan en udsigt skulle man have til dagligt fra sin lejlighed, ja og sådan et vejr skulle man have til hverdag hjemme i Århus. Men hvad, så var det nok ikke så fedt at have ferie. Colaen og den friske ananas er placeret sådan at jeg bare skal strække armen lidt for at nå det. Gad vide hvorfor der er ingen i Danmark, der sælger ananas på pind, det er ellers et super koncept - ingen fedtede fingre, bare total nydelse. Kigger over på min kæreste, han ligger og sover i sin hængekøje. Tænker på hvad vi skal lave i dag: En tur på vores lejede scooter rundt på øen, eller skal vi ud og snorkle og fodre små Nemo-fisk, eller vi kunne bare tage et smut ned på restauranten (200 m. ned af trapperne) og se om der er en frugt-shake vi ikke har prøvet endnu. Måske en banan-coconut - eller fik vi den i går? Ja hvad dag er det egentlig i dag? Hvor lang tid har vi egentlig været på Ko Tao? Må hellere tjekke det, vi har jo et fly vi skal nå - om en uge eller to. Nå, men det kan jo vente, skal lige ligge her og nyde udsigten et par timer endnu.

Marie tog den lange tur til Everest Base Camp og blev belønnet med synet af en skyfri top.

Da jeg blev færdig på gymnasiet tilbage i sommeren 2005 var jeg sikker på jeg var oplyst – de store tænkere lige fra Sokrates til Einstein havde gennem 3 år fulgt mig i tykt og tyndt – men andre mennesker/folkeslag og deres måde at tænke på havde jeg aldrig lært noget om. Jeg smadrede sparegrisen og begav mig ud på en backpackertur fra Melbourne til Cairns. Turen var oplevelsesrig på mange områder, men netop en situation husker jeg som noget specielt. Jeg var ankommet til byen Hervey Bay, hvorfra man tager færgen ud til verdens største sandø – Fraser Island. Her lejede jeg, sammen med 9 andre backpackere, en jeep – den eneste måde at færdes på sandøen. Vi camperede rundt på øen – alt efter hvor vi havde lyst til at bo – hvorefter aftenen blev brugt på at nyde de medbragte øl. Jeg opdagede at mennesker fra Sydkorea, Irland, Holland, Tyskland og Danmark når det kommer til stykket ikke er så forskellige. Pigen fra Sydkorea var ikke vant til at drikke øl med folk fra Irland og Danmark, hvilket betød at hun faldt i søvn i den eneste telefonboks på øen som er kendt for at have farlige dingoer som beboere – men dette var også den eneste forskel – vi havde alle de samme drømme og naive indgangsvinkel til den verden vi lever i. Det fællesskab der opstod på tværs af nationerne, på trods af at vi lige havde mødt hinanden, er svært at beskrive – 10 unge mennesker alene i en jeep i 3 dage i et paradis med skildpadder, hvaler og åben himmel.

Gitte og hendes veninde var på en mildest talt begivenhedsrig interrailtur i Europa.

Antarktis er en ærefrygtindgydende verden i brun, hvid, blå, grå og sort. Andreas udlevede sin barndomsdrøm om at se det sted, der bliver kaldt sidste stop før månen.

Planen var at bruge dagen på se på templer. Men inden Esben og hans kæreste nåede så langt blev han spottet af en flok små laotiske piger, der manglede en høj bærplukker.

Ufatteligt smukt og umenneskeligt hårdt. Turen til toppen af vulkanen Mount Villarica i Chile blev en af de bedste rejsebrevsskribenten Mads har været på.

Hverdagen fik et skud ny energi efter en tur til Portugal, der var så inspirerende at den skulle beskrives i et digt.

Den varme brise der forsigtigt rører huden. Det afdæmpede belysning under alléen af de høje palmetræer, der gør at man kan åbne øjnene og indtage det hele.